Om lillesøster Olga, om arbejdet på Enggården, om skolen, om tiden efter skolen og om Kaj
Af Karl Aage Kirkegaard 2021
Lillesøster Olga
Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om Olga. Din bror Kristian har fortalt, at hun nærmest blev kanoniseret – helgenkåret – efter sin død. Han blev af sin mor tit sammenlignet med Olga. Hun blev betragtet som den artige, mens han var den uartige – i sin mors øjne. Var hun en helgen? Var hun så artig – eller hvad?
Nej, jeg tror hun var et almindeligt barn, ligesom vi andre. Hun var nok lidt mere klein end mig, der altid har været lidt bombastisk. Hun havde fine lemmer. Jeg synes ikke, jeg kan huske, at hun var mere sart, men måske var hun det i forhold til Kristian, der jo var en rask dreng. Jeg tror, at Olga var en almindelig pige. Men hun levede ikke så længe, at hun kom i skole.
Hvordan husker du hende?
Vi legede sammen. Vi havde et godt søskendeforhold.
Drillede I ikke hinanden?
Jo, men ikke mere end andre børn gør. Det var bestemt ikke ondskabsfuldt.
Olga døde så i 1938, da hun var seks år.
Ja. Det var en ondartet lungebetændelse. Og det var før man kendte til penicillin. Jeg kan huske, at lægen kom hver dag. Jeg tror, han gav hende en indsprøjtning, for så havde han jo gjort noget. Han sad jo som hjælpeløs læge, der ikke havde noget, der virkelig kunne hjælpe hende.
Men vores læge var en rar mand. Han tog sig tid, når han kom. Det husker jeg tydeligt. Og især kan jeg også huske de sidste dage og nætter, hvor min mor vågede ved Olga. Og jeg kan huske, at mor engang sagde: ”Jeg tror, Olga dør.” Og jeg tænker på, at min mor ikke tog sig tid til hvile. Hun sad virkelig ved Olgas seng den sidste tid.
Og mor snakkede med Olga om Jesus: at nu skulle hun snart flytte hjem til Jesus. Og vel for at trøste sig selv og for at prøve at indgive Olga håb og trøst. Det tror jeg. Det var så naturligt for min mor, at når Olga døde, så gik hun hjem til Jesus.
Min far Martin har fortalt, at din mor spurgte Olga: ”Hvad vil du helst, enten leve videre eller flytte hjem til Jesus?” Så sagde Olga :”Så vil a helst flytte hjem til Jesus.” Hvad tænker du om det spørgsmål?
Ja, jeg har læst om det og husker det også nævnt af andre, men det har aldrig været noget, jeg har fortalt, da det altid har gjort mig ondt, når det blev omtalt. Jeg synes min mor nedgøres lidt – eller bliver betegnet som enfoldig. Det var naturligt for min mor at spørge sådan, fordi hun levede Gud nær; og hun havde fortalt både sine egne børn og sine børn i søndagsskolen om Jesus, og hvor godt det er at tilhøre Jesus.
Måske troede Olga mere end vi sådan lige tænker, når vi tænker på hendes alder. Det tror jeg hun gjorde. Mange børn har på fornemmelsen, at de skal dø. De ved det godt.
Så døde Olga. Og det var selvfølgelig et hårdt slag for din mor, og også for din far. Kan du huske noget om tiden umiddelbart efter Olgas død?
Jeg kan huske, at Olga lå derhjemme i gangen i en åben kiste. Ved begravelsen kom alle ind for at se Olga, også søndagsskolebørnene. Alle havde mulighed for at se Olga.
Jeg kan også huske, at det var underligt at komme i skole, når børnene spurgte til Olga.
Så skete der det, at Kristian også fik lungebetændelse. Men han kom godt over det. Og af glæde over, at han kom over det, fik han måske lov til lidt mere. Han var jo en dreng der skulle prøve grænser af. Jeg kan huske, at mor sagde, at han ikke altid var så nem i barndommen. Men det behøver ikke at have noget med Olgas død at gøre. Men jeg ved bare, at de var taknemmelige for, at de fik lov til at beholde Kristian.
Arbejdet på Enggården
Det fysiske arbejde spillede en stor rolle på Enggården?
Ja. Der var altid noget, vi kunne gøre. Der skulle måske luges gård, eller der var lige nogle kartofler, der skulle tages spirer af. Altid var der noget. Far var en mester til at sætte os i arbejde.
En mester til at udnytte jeres arbejdskraft.
Ja, det er helt sikkert. Det var både til at hakke roer og malke og muge ud ved dyrene. Det var det hele, vi hjalp til med. Jeg hjalp også min mor med forskellige ting.
Om søndagen var alt forberedt i forvejen. Skoene var pudset, og kartoflerne var skrællet. Da arbejdede vi ikke. Det var kun det, vi var nødt til at gøre, vi arbejdede med. Ellers var søndagen hviledagen.
Om lørdagen skulle jeg gøre rent i søndagsskolen. For der var jo søndagsskole hver søndag på Enggården. Min mor stod for søndagsskolen hver tredje søndag. Der var to andre, der også var med.
Min skole
Hvordan var din skolegang?
Jeg gik tre år i forskolen og fire år i byskolen. I forskolen blev vi undervist af en lærerinde, frøken Busk. Hun var den eneste lærer i forskolen.
I byskolen hed læreren Maul. Han var den eneste lærer her. Han kunne forklare en salme så godt, at jeg kan huske det endnu. Jeg mindes sangtimerne, når han spillede violin eller orgel. Det var noget, der betød meget for mig.
Det var også Maul, der fyrede op i skolestuen, før vi begyndte om morgenen. Vi begyndte altid med morgensang, og så bad vi fadervor. Så gik vi i gang.
Jeg var glad for at gå i skole og var glad for lærer Maul. Jeg har kun gode minder om min skoletid.
Jeg kan huske den sidste dag i syvende klasse. Det var i juni 1944. Da blev klassen inviteret ind i Mauls privatbolig og fik kaffe, og der sang vi sangen ”Fremad! er verdens vilde røst.” Den havde han nok valgt, fordi han syntes, at den passede godt til den sidste dag i skolen. Det er en sang, der siger: Nu er vi godt nok færdige med skolen, men vi skal fremad i livet.
Men sangen taler ikke kun om ”fremad”, men også om ”hjemad”; det vil sige: hjemad til det himmelske hjem.
Ja. Men det var så naturligt for mig. Allerede dengang forstod jeg, at når vi ikke skal være her på jorden mere, så er der en plads hjemme hos Gud.
Jeg græd, da jeg kom hjem fra skolen den sidste gang. Nu syntes jeg, alting var så trist.
Så du var meget glad for at gå i skole. Var det på grund af læreren eller fællesskabet eller den gode stemning eller alt det du lærte?
Det var det hele. Men jeg var virkelig glad for læreren og syntes, at han havde givet mig så meget på mange måder i de forskellige fag. Der var jo kun ham.
Efter skolen
Hvad skete der så derefter? Nu skulle du jo fremad i livet.
Jeg blev konfirmeret 1. oktober 1944 og arbejdede hjemme, og 1. november 1945 fik jeg plads hos Kristine og Kresten Kirkegaard, hvor jeg hjalp i huset og i marken. 1. november 1946 blev jeg karl hjemme på Enggården med hjælp fra Kristian, som var ti år. Jeg har pumpet ajletønden fuld af ajle og spredt det på marken. Jeg har læsset møg på vognen og med heste kørt det ud på marken, læsset det af i små tuer, for senere at sprede det. Jeg lærte at binde råbåndsknob, når hestene skulle spændes fra.
Sommeren 1947 blev en usædvanlig tør sommer. Der var ingen græs på marken, og der skulle købes ekstra foder til dyrene. Vores far kunne se, at indtægterne var små, så han tog arbejde i tørvemosen. Han stod meget tidligt op, og med heste og en stor træplade slæbte han tørvene ud til tørring. Jeg husker, at han var træt og syntes det var trist med de tørre og gule marker.
Den 1. november 1947 fik jeg plads på en gård i Vindum, hvor jeg arbejdede både ude og inde. Jeg var der i to år, og det var en god tid.
I 1948 mødte jeg Kaj. Han fik plads som karl på den samme gård. Jeg kendte ham ikke. Men det kom jeg til i løbet af sommeren, og vi blev forlovet.
Så skiltes vore veje i november. Han tog på landbrugsskole, og jeg tog på husholdningsskole.
Derefter rejste jeg til Århus. Der fik jeg plads på Strandvejen hos en familie. Han var entreprenør, og fruen var dygtig, men lidt skrap. Det var fra november 1949 til foråret 1950. Det var spændende. Det udvidede min horisont, og jeg lærte meget. Men det var også hårdt for mig. Der var mange ting, der var anderledes. Jeg skulle for eksempel lære at bestille varer til husholdningen.
Kaj
Nu springer vi lidt frem i tiden. Den 30. maj 1952 blev du gift med Kaj.
Ja. I maj måned var jeg hjemme. Det hørte sig til. Da skulle man have sit udstyr til brylluppet gjort færdigt, og så skulle vi have gjort hovedrent, og vi skulle bage småkager til bryllupsfesten, som blev holdt i Vindum forsamlingshus.
Hvad var det, du faldt for ved Kaj?
Jeg ved ikke sådan lige, hvad det var. Jeg blev glad for ham. Ja, jeg blev forelsket i ham. Jeg syntes, vi havde nogle gode snakke sammen. Og det betød jo, at jeg kunne lide at være sammen med ham. Vi havde fælles interesser.
Hvornår viste Kajs depression sig?
Der gik nogle år, før den viste sig. Han havde astma, og når han blev forkølet, kunne han ikke rigtig holde til noget. Og det gik ham på. Han kunne ikke så godt klare, at han med den alder, han havde, ikke kunne holde til så meget. Han havde jo været med i mange ting. Spejderarbejde og arbejde i skolebestyrelsen, både i Grønbæk og i Ans. Så han var villig til at hjælpe til. Men da det kneb med kræfterne, blev det for svært for ham. Små problemer kunne blive til store problemer.
Så det var astmaen, der forplantede sig til et psykisk problem, til depression?
Ja, det mener jeg helt bestemt. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Der var så mange ting, der blev svært for ham. Man har lettere ved at irriteres, når man ikke har så mange kræfter.
Derfor var det en stor hjælp, da vores søn Torben lige havde været på landbrugsskole i 1979 og spurgte Kaj: ”Hvornår kunne du egentlig tænke dig at afstå den her ejendom?” Så sagde Kaj: ”Hellere i dag end i morgen.” Og så købte Torben den. Og så blev det hele lettere for os. Vi fik nogle gode år.
Og når Torben købte den, så fik I selvfølgelig nogle penge, som I kunne leve rimeligt godt af.
Ja. Og Kaj fik førtidspension. Han havde også kirkesangerstillingen, som han tjente lidt ved. Det var noget, der betød meget for ham. Det var en gudstjeneste for ham.
Han tjente Gud ved at synge.
Ja, det tror jeg egentlig, han følte. Han syntes, det var så skønt, at det kunne lade sig gøre, og så i en kirke, hvor det virkelig lyder af noget. Jo, det var stort for ham.