Om forholdet til forældrene, om tørkesommeren 1947, om konfirmationen og om troens store spørgsmål
Af Karl Aage Kirkegaard (2021)
Mit forhold til mine forældre
Hvordan var dit forhold til din far og mor (Andreas og Kirstine Kirkegaard)?
Jeg har nok ikke haft det næreste forhold til min far. Men jeg er altid kommet godt ud af det med min far. Men jeg har altid været tættere knyttet til min mor. Og så var der jo Ejnar, der var tættere knyttet til sin far. Det var ikke sådan, at det gav konflikter på nogen måde. Heller ikke mellem Ejnar og mig.
Det har jo nok noget at gøre med, at jeg var den yngste, og lige to år efter at jeg blev født, da mistede de jo deres Olga. Og det gjorde nok, at mor knyttede sig meget tættere til mig. Jeg var hendes erstatnings-trøst. Det er noget af forklaringen på det.
Samtidig blev du også sammenlignet med Olga.
Ja. Og det var ikke altid lige rart. For jeg var ikke altid så artig – og det var hun. Ifølge min mor.
Så du blev set som en erstatning for Olga og ikke som Kristian selv.
Ja, det tror jeg nok. For jeg tror aldrig, som man sang engang, at jeg var født, hvis aborten var fri dengang. Jeg tror nu nok, at min mor og far havde taget afstand fra en abort alligevel. Men jeg regner mig selv som et fejlskud. Jeg tror ikke, at det var meningen fra mine forældres side, at jeg skulle være født. Mor var meget slidt af at have født alle de børn. Og det har ikke været lykken for hende at skulle igennem et svangerskab mere.
Men du kunne ikke mærke, at du var uønsket på den måde?
Nej. Jeg har haft et super hjem.
Tørkesommeren 1947
Sommeren 1947 var en usædvanlig slem tørkesommer. Regnede det slet ikke?
Nej. Jeg husker i hvert fald ikke regn. Det hele tørrede væk under os. Far var så nedtrykt den sommer. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Han kunne simpelthen ikke overskue økonomien. Der var jo ikke noget, der hed vandingsmaskiner dengang. Det nord for ejendommen var rimeligt god jord. Men det syd for ejendommen var det argeste sand. Sådan et år som 1947 kunne der intet avles dér. Man kunne bare stå med korslagte arme. Der var jo ikke noget vandingsanlæg, der kunne hjælpe.
Kunne I ikke få nogen socialhjælp?
Det var en by i Rusland. Det kendte vi ikke noget til.
Heller ikke landbrugsstøtte til betrængte landmænd?
Nej, nej. Man måtte hjælpe sig selv.
Eller få hjælp af jeres nabo?
Jamen, han var såmænd lige så trængt.
Og din far havde heller ikke råd til en karl.
Nej, det havde han ikke. Og det var det, der tvang ham til at tage arbejde i tørvemosen hos tørvefabrikanten, ”tørve-Kristian”. Så tog han afsted med vogn og heste, og så slæbte han tørv fra tørvegraven til tørrepladsen. Det gjorde han fra meget tidlig morgen. Han var færdig med det, inden vi stod op. Da var han kommet hjem igen.
Det var hårdt fysisk arbejde.
Ja, det må man sige. Det var især under besættelsen og lige efter besættelsen, at tørvene spillede den helt store rolle. Det var det eneste, vi havde at fyre med.
Om formiddagen var far pludselig blevet væk. Vi kunne ikke finde ham. Indtil vi pludselig kunne høre, at han kom syngende ”La-la-la-la”. Så havde han været oppe på loftet. Og hvad lavede han deroppe? Han flyttede hø, sagde han. Men han lå bare i det, gjorde han.
… og fik sig en middagslur.
Ja, men det trængte han jo til, den stakkels mand.
Og tænk dig: Det år, hvor han slet ikke havde råd, da skulle han holde bryllup. Meta og Hans Arne blev jo gift i 1947. Han havde slet ikke råd til at holde et stort forsamlingshusbryllup. Dengang var det altid brudens far, der forestod udgifterne til bryllup.
Men ellers var 1947 i min lykkelige barndom. Ud over at jeg kunne se, at mine forældre ikke havde det godt, så var det tip-top.
Min konfirmation
I årene efter 1947 gik det bedre?
Ja. Da groede tingene på marken, og så var der jo noget til besætningen og os at leve af. Det var opgangstider. Godt nok havde far også et bryllup, han skulle betale i 1948. Da blev Marie og Aage jo gift.
Og i 1950 er vi kommet til tiden for din konfirmation. Du er blevet 14 år og er kommet ind i puberteten.
Ja. Det var en spændende tid. Vi skulle cykle en tur på 10 kilometer til Brandstrup for at gå til præst. Der mødte vi nogle nye piger – også meget spændende. Hold da op.
Jeg kan huske, at jeg havde et kæmpe problem med mit konfirmationstøj. Far havde en kusine ovre i Hellerup i København. Hun var rimeligt velhavende. Hun sendte mig noget tøj derovrefra, som jeg kunne bruge til konfirmation. Men det, hun sendte til mig, var toradet – altså med to rækker knapper foran. Og det var jeg den eneste, der blev puttet i. Jeg havde det elendigt, for mine kammerater stod i noget helt andet. Toradede jakker gik åbenbart af mode før 1950.
Men jeg blev da konfirmeret – endda så eftertrykkeligt, at præsten besvimede ned over hovedet på mig. Det er noget, man kan huske. Kirketjeneren kom springende for at hjælpe præsten, der lå hen over skranken. Han havde nok fået for lidt væske den dag. Så kan det gå galt, når man så pludselig står i varmen.
Men jeg fik da en konfirmationsdag ud af det alligevel. Det var jo en stor familie, der kom hjem til Enggården, når lillebror skulle konfirmeres. Så kom de jo alle sammen.
Hvad så med selve troen? Du skulle jo bekræfte din dåb. Gjorde du dig tanker om, hvad konfirmationen gik ud på?
Ja, jeg var såmænd meget optaget af det. Men det synes jeg at jeg havde gjort op med mig selv før den tid. Det var ikke noget særligt for mig at sige ja til det. Det var bare en fortsættelse af det, jeg havde haft med min mor i søndagsskolen. Jeg var simpelthen opvokset i det. Så på den måde var konfirmationen ikke noget skelsættende for mig.
Troens store spørgsmål
Begyndte du at tænke på de store spørgsmål i forbindelse med din konfirmation?
Nej. De store spørgsmål mødte jeg først senere. For jeg var jo fuldstændig indelukket i den pietistiske tro derhjemme. Det, der voldte mig problemer, kom først, da jeg kom på Haslev Højskole som 21-årig. Da opdagede jeg pludselig, at der er to skabelsesberetninger i Bibelen. Det var ved at vælte mig fuldstændigt. Det havde jeg aldrig hørt om. Jeg kan huske, at jeg tog min Bibel i hånden og gik op til forstander Henrik Christiansen – ham der senere blev biskop i Ålborg. Og jeg sagde til ham: ”Jeg kan ikke få det her til at hænge sammen med min barnetro.” Det havde jeg en længere snak med ham om. Han tog mig virkelig alvorligt, og vi havde en god snak om det. Og jeg lærte nok, at det kunne man godt leve med.
… at Bibelen ikke er en videnskabelig bog. Du fandt ud af, at den ikke er så ufejlbarlig som du troede.
Ja. Dér havde jeg bruddet med min barnetro. Uden at man kan sige, at det slog noget i stykker for mig.
Men den rene fundamentalisme …
… den faldt. Og godt for det, kan jeg da sige i dag.
Ja, så bliver man ikke så meget til grin, når man snakker med videnskabeligt indstillede mennesker.
Åh nej. Det, der er facts, skal have lov til at være facts. Men derfor kan troen godt have sin plads.
En af disse facts er jordklodens alder. Det har vist sig, at Bibelen har taget fejl med hensyn til, hvor gammel Jorden er. Hvis man læser de slægtstavler, der findes i Bibelen, og lægger de forskellige personers levetid sammen, så kommer man frem til, at Jorden blev skabt for 6000 år siden. Men allerede i begyndelsen af 1800-tallet var der en engelsk geolog, der ved hjælp af geologiske undersøgelser fandt ud af, at Jorden ikke kunne være så ung, men måtte have eksisteret i meget, meget længere tid.
Og så kom Darwin, der fremkom med udviklingslæren. Han fandt ud af, at dyrearterne har udviklet sig gradvist fra lavere former til højere former. Det har givet problemer for meget fundamentalistisk tænkende kristne. I Bibelen står der jo, at arterne bliver skabt fuldt færdige fra begyndelsen af. Dyrene og mennesket blev skabt allerede i den første uge. Og det passer jo ikke med Darwin, der siger, at der er sket en langsom, gradvis udvikling fra lavere former til højere former, og at mennesker og aber er i familie med hinanden.
Jamen, Darwin har aldrig stået som en trussel for mig. Jeg har ikke haft spor problemer med at verden er skabt jeg ved ikke for hvor lang tid siden …
… for 13,8 milliarder år siden …
… ja, det betyder ikke noget for mig. Det kan jeg sagtens leve med.
Det vil sige, at du skelner mellem Bibelen som en ukorrekt videnskabelig bog og Bibelen som en korrekt bog på det åndelige område.
Ja, lige præcis. Det skal ikke være geologien, der læser Bibelen.
Et andet af troens store problemer er teodicéproblemet eller lidelsens problem: Man oplever meget lidelse i verden, ufatteligt meget lidelse i nogle tilfælde, og det har mange mennesker haft svært ved at forene med troen på en god og retfærdig Gud. Jeg kan forestille mig, at du har haft sådanne tanker i forbindelse med jeres datter Gundas død i 1991.
Ja, absolut.
Altså sådan nogle tanker som: ”Hvorfor skulle det ske?” eller ”Jeg kan ikke se nogen mening i det.” Har det været et stort problem i dit liv – lidelsens problem, teodicéproblemet?
Nej, det har det ikke. I forbindelse med Gundas død har biskop Geil betydet utrolig meget for os. Han forstod at gå ind og sige: Det kommer ikke fra Gud. Men Gud er der. Og Han er med. Han bærer med. Og det er jo en væsentlig anden indgangsvinkel på det problem.
Nej, vi har aldrig skældt ud på Gud. Og det tror jeg har været vores redning. Jeg tror ikke, man bliver den store, når man slås med Gud.
Men man har den talemåde: ”Herrens veje er uransagelige.” Og når man siger det, så siger man dermed egentlig, at Herren har nogle veje med alt, hvad der sker. Vi kan bare ikke ransage dem.
Det er nok også rigtigt.
Men det er jo noget andet end at sige: ”Det kommer ikke fra Gud. Det kommer fra en anden.” Når man siger: ”Herrens veje er uransagelige”, så siger man: ”Egentlig kommer det fra Gud – vi kan bare ikke ransage, hvordan det gør det.”
Det tør jeg ikke udtale mig om.
Det problem har du ikke forholdt dig til?
Nej, jeg synes ikke, jeg behøver det problem.
Har du gjort dig tanker om andre religioner? Nu er du tilfældigvis født i Danmark i 1936. Du kunne jo også, i 1936, tilfældigvis være født i Saudi-Arabien …
… ja, det var dog frygteligt …
… og hvis du var født i Saudi-Arabien dengang, så ville du måske være fuldstændig lullet ind i muslimsk fundamentalisme, ligesom du var lullet ind i kristen pietisme på Enggården. Der findes jo muslimer, der siger, at der kun er én sand tro, og det er islam. Og hvis man ikke tror på islam, så er man fortabt, siger de. Har du tænkt over de problemer?
Nej, for det er en helt ny situation med kristendommens indførelse. Den lægger det hele ned, overvinder det hele – for mig. Jeg forholder mig slet ikke til de problemer.