Om Hans Kirkegaard – se https://kirkegaard-familien.dk/hans-kirkegaard/
Anna-Lise og jeg har fra vores tid i Sydslesvig fået en livslang forbindelse med Wiebke Gilde, som vi har kendt siden hun gik i børnehaven. Hun har været vidt omkring i verden, og efter nogle år som pædagog i Danmark rejste hun til Norge og blev gift der og har nu boet mange år i Trondheim. Deres to børn går i den stedlige Rudolf Steiner Skole. Den ældste, Christian, er her i april 2024 ved at lægge sidste hånd på sin studentereksamen.
Han skal skrive en historisk opgave, som han har bedt mig bidrage til. Christian har ingen / ringe forbindelse til sine bedsteforældre i hhv. Sydslesvig og Norge, så derfor har han spurgt mig.
Han har stillet mig de spørgsmål, der fremgår af nedenfor følgende overskrifter/interviewguide, som dækker perioden frem til 1994, hvor Anna-Lise og jeg forlader Sydslesvig.
Christian vil også gerne have, at jeg i min besvarelse fletter ind noget om tidens politiske og samfundsmæssige forhold. Det har jeg forsøgt i lille målestok; at sætte ”den lille mand” ind i en historisk sammenhæng.
Hvem var dine forældre?
Jeg plejer at sige, at jeg er af bondeæt. Mine oldeforældre var bønder på egnen nær Tange Sø mellem Aarhus og Viborg. Det gælder dog ikke min mormors forældre. Han (Hans Hansen) havde kæmpet på Dybbøl i 1864 og blev vævermester i Lejrskov nord for Kongeåen – ligesom sin svigerfar – i Fredericia.
I min fars generation skete der et mindre skred. Som man kan se af vores slægtstavle, var han Andreas og Kirstine Kirkegaards barn nr. to ud af en søskendeflok på 10. Han og en bror var uddannet landmænd, men ”sprang fra” og blev fragtmænd i Aarhus. En blev sygeplejerske i København. En blev lærer i Vestjylland. En blev gift med en tømrermester. Og endelig var der en, der døde som barn. Altså kun 4 forblev landmænd. MEN i næste generation (altså min) skete der en ”eksplosion”. Vi var 34 fætre og kusiner, som alle har fået en videregående uddannelse. Ingen har valgt at blive landmand. (På min mors side er der 3 ud af 10 fætre / kusiner, der valgte at blive landmænd).
Efter Andreas og Kirstine Kirkegaard er der nu (2024) ca. 230 direkte efterkommere. Altså i løbet af godt 100 år.
Hvordan så din hverdag ud? Og hvad husker du om Danmark fra denne tiden, minner, noe du læste i avisen osv ?
Efter syv år som landmand opgav min far af helbredsmæssige grunde landbruget, og da jeg var 4 år, flyttede vi i 1949 til Aabyhøj – en forstad til Aarhus. Her på hjemmesiden er der et billede af mig, min mor og bror sammen med en dame og hendes ene søn fra København. De og den øvrige familie havde valgt en bondegårdsferie hos os den sidste sommer, vi var på gården Stenshøj (1949). Det blev til et venskab, hvor nogle af vi børn senere kom på ferie hos hinanden. Jeg var således et par gange feriebarn hos denne familie i Valby – tæt ved Carlsberg bryggeriet. Det var en meget kærlig og interesseret arbejderfamilie på 4. sal i en blok blot et par km fra centrum af København.
Jeg faldt hurtigt til i det liv, der udfoldede sig i den kæmpe børneflok, hvis legeplads var ”gården” inde i karréen. Jeg husker ingen mobning, men masser af boldspil.
Min værtsfamilie så en stor værdi i, at min jævnaldrende Preben og jeg med bus blev sendt rundt til seværdigheder som Rundetårn, Børsen og Tøjhusmuseet (nu Krigsmuseet) inde i centrum. Vi kom også ud at spille minigolf og plukke ærter i deres kolonihave.
Min forældre – kan jeg nu se – har tænkt meget på, at vi 3 sønner fik indhold i vores sommerferier. Dog ingen udenlandsrejser før vi i 1958 var på en campingferie i Norge – i vores lille NSU Prinz. Jeg var KFUM spejder1955-63 og husker nogle dejlige sommerlejre i det midtjyske. Inden jeg blev ”storspejder”, var jeg et år ”bandefører” (et ord som mine forældre syntes jeg skulle undgå, når jeg snakkede mine bedsteforældre). Jeg befandt mig godt ved dette, hvor jeg kunne stå for ”organisation” på laveste plan. Min sidste lejr – en jamborette – var på ”Sletten”, som ejes af FDF. Her var vi nogle hundrede spejdere til lejrbål om aftenen. Et af indslagene var ved en spastisk lammet ung mand med en akustisk guitar, der i sin mikrofon og 2 højttalere kunne tolke et af den gryende rock-alders første numre.
I 1955 blev jeg ”udvalgt” til sammen med nogle andre ”spejder-ulveunger” at synge befrielsessangen En lærke letted i anledning af 10-året for krigens afslutning – i missionshuset i Aabyhøj. Sangene er forfattet i befrielsesdagene af en apoteker fra Kolding, mens han opholdt sig ved Gudenåen ved Bjerringbro. Først i sommeren 1945 blev der sat melodi til den. Og derefter blev den sunget for første gang ved et KFUM/K arrangement.
Som spejder fik jeg tildelt rollen som heksen i H. C. Andersens eventyr Fyrtøjet – i dagens anledning i en propfyldt aula på vores kommuneskole, der husede 1.000 elever. Det var jo de store efterkrigsårgange.
Men altså mine sommerferier: Jeg deltog også et par år i søndagsskolelejre oppe i Thyholm i Limfjorden – et dejligt friluftsliv. Aftenerne blev afsluttet inde med ”lejrbål”. Her blev der opført sketches ved børnene, sunget danske sange og afsluttende en salme med andagt ved lejrchefen.. Dejligt at være så mange børn sammen, hvor der indimellem fløj en del amoriner gennem luften.
Vores far var hver søndag over middag søndagsskolelærer i Aabyhøj Kirke, – ligesom hans mor havde været det på gården derhjemme for sognets børn. – Hvis vi var hjemme søndag eftermiddag, kørte vi ofte en tur i bilen ud for at se skov og strand. Men inden afgang hjalp vi med at pudse bilen, så den stod fin og blank til turen.
Et forår / efterår var jeg også med til at arrangere cykelture rundt i byen for vejens jævnaldrende børn. I mellemskoletiden var jeg hver sommer med et par kammerater på en 1-2 uger lang cykeltur i Jylland. Vi sov i medbragt telt og købte selv ind til mad. Sommetider overnattede vi også på vandrerhjem. – Sådanne cykelture har jeg senere været på med vores to sønner.
Med meget stor glæde husker jeg tilbage på tre ferier i midt-halvtredserne på min mors fødegård ved Tange Sø og ved min dengang afdøde morfars skov. ”Skovgården” var middelstor (12-15 køer, en tyr og ca. 20 grise – og med markerne lige omkring gården. Min morbror og tante var i 40´erne. Der var tre kusiner (yngre end mig) og min mormor. – Tjenestefolk: en karl omkring de 40 og en ung karl, der delte et værelse med to senge, et skab, et bord og to stole. Her havde min far også boet – som karl på gården sammen med en af sønnerne på gården – sin senere svoger. Tjenestepigen boede på samme gang – i et værelse overfor. En ældre daglejer inde fra landsbyen Ans havde også sin daglige gang på gården om sommeren. Så der var mange hænder om arbejdet. En dag husker jeg ekstra travlhed i køkkenet, for om aftenen ville der komme fremmede (gæster). – Det første år husker jeg også de havde et par heste, men ellers overtog den lille, grå Massey Ferguson i de år mere og mere af det grove arbejde på markerne. Her deltog jeg også som jeg kunne.
Og interessant var det at følge arbejdet på det lille savværk, hvor træstammerne fra skoven blev savet i brædder, lægter, planker og reglar. På stedet blev der også hamret spær sammen, som bl.a. min onkel Jens, tømrermester inde i Ans, hentede til sine husbyggerier. I Tange Sø badede vi og fangede ål – vi ”tattede” dem. Synd at den opdæmmede sø fra 1920 nu tænkes tilbageført til sin oprindelige form, Gudenåen, Danmarks længste å. Min morfar så dengang store muligheder i opdæmningen med tilhørende vandkraftværk, der i øvrigt stadig fungerer. Med opdæmningen blev en del hans jord oversvømmet, hvorfor han solgte gården og derefter overtog nabogården ”Skovgården”.
I middagspausen på gården nød jeg samværet med lænkehunden, og om aftenen var vi alle samlet i stuen (uden TV). Der blev læst avis, strikket, stoppet sokker og udvekslet de sidste nyheder. En fred og ro som jeg nød. Når jeg efter ferien vendte tilbage til bylivet derhjemme, var det med en klump i halsen, for hvor var det skønne ferier på landet! Som derhjemme havde vi en høj grad af frihed. De voksne havde os i en meget lang snor – hvis der overhovedet var en snor.
Hjemme i Aabyhøj var der – sommer og vinter – et rigt børneliv på den stille villavej og stilstødende marker. Ca. 20 børn i alt – piger og drenge i alle aldre. Der var et vist hierarki. Alle mødre var hjemmegående (!) og de tillod som nævnt en høj grad af frihed. Uden telefoner. Vejen og de mange haver var vores legeplads: Boldspil, hulebyggerier, badminton, men ved regn også brætspil rundt i familierne. I de dengang ofte kolde vintre blev der kælket i hele fritiden. – Min senere kone, Anna-Lise, var også blandt børnene, men rejste fra byen som 12-årig. Men se, det er jo en anden historie.
Jeg læste mange børnebøger – 4 forskellige serier. Nogle var købte og nogle lånt på biblioteket, der dengang ikke var særligt børnevenligt. Men ro var der, så jeg kunne finde læsestof i leksika til mine stile. I mellemskolen (6.-9. klasse) kunne mine forældre godt se, at et leksikon derhjemme ville være på sin plads. Så min far købte et sådant hos sin kusine Karen, der var kolportør.
Da jeg var 11-13 år valgte jeg selv at blive købmandsbud – rart med lidt ekstra lommepenge. Løn 10 kr. om ugen plus ca. det samme i drikkepenge. Arbejdstid efter skolen 15-18, lørdag 12-14. På den lange, tunge ladcykel (Long John) bragte jeg sommer og vinter bestilte varer ud til husmødrene. Et lidt slidsomt job der også gav ansvar. På de 3-4- sideveje, som jeg bragte varer ud til, var der en jeg frygtede: J. L. Heibergs Vej, for der lurede sommetider et par drenge, Aksel og Steffen, som med deres hæse stemmer og truende adfærd godt kunne jage en skræk i livet på mig (!). Hverken købmand eller forældre hørte om det. – På hvert gadehjørne på den gennemgående Silkeborgvej var der en købmandsbutik (6 indenfor 200 m.). Året efter kom det første lille supermarked. Og så ændrede mange ting sig.
Vi fik først TV i 1959, men holdt to aviser plus et par foreningsblade. Jeg læste meget avis og yndede at læse tegneserierne og gætte krydsogtværserne. Jeg husker bl.a. dette fra aviserne: en artikel om, hvordan man i fremtiden ville kunne køre i selvkørende biler (!) – Jeg husker også det grimme billede af Stalin på forsiden af Aarhus Stiftstidende i anledning af hans død den 5. marts – en måned før min første skoledag i Aaby Skole i 1953 – OG Anna-Lises første skoledag. Hun i A-klassen og jeg i B-klassen – ud af otte førsteklasser med hver 30 elever. Store efterkrigsårgange.
I oktober 1957 husker jeg, hvordan vi i mørket forsøgte at spotte den første satellit kaldet Sputnik. Det var jo som en stjerne, der bevægede sig langsomt henover himlen. Samme år husker jeg også, hvordan vi trykkede næserne flade mod ruden hos Thomsen Radio, der havde tændt et 17 tommer stort fjernsyn til glæde for os ”TV-løse” børn – og også voksne.
I 1959 fik vi vores første TV (21 tommer) – som nr. 10 på vejen med 60 husstande. I denne periode delte vi en vaskemaskine med 7-8 andre familier på vejen. Den blev transporteret på en sækkevogn med store gummihjul fra familie til familie. Dog fik vi snart vores egen vaskemaskine. Og køleskab havde vi haft, siden vi i flyttede ind i 1949. Vores nabo lånte vores telefon, der jo var en firmatelefon, når der en sjælden gang var behov. Denne nabo delte vi også bil med i nogle få år. Omkring 1960 fik vi campingvogn, og det krævede en noget større bil – vores helt egen. Herligt at besøge campingpladser især i Jylland og på Fyn. En båd ovenpå taget af bilen blev det også til. Der skete generelt i disse år en økonomisk opblomstring i Danmark.
1958 var et skelsættende år for mig. Jeg blev optaget i mellemskolen – 6.-9. klasse med eksamen. (Skolepligten var jo kun 7 år, som afsluttedes uden eksamen). Efter en optagelsesprøve blandt elever i et større Aarhus område blev jeg optaget i en af de to 1. mellemskoleklasser på det nyopførte Aarhus Statsgymnasium – det tredje gymnasium lige ved Aabyhøj. I dag er der mange gymnasier i byen. Vi blev undervist af universitetsuddannede lærere (cand. mag.´er). Alle andre elever var 1. og 2. g´ere. Året efter også 3. g´ere. Så vi var ”de små”, men følte vi blev behandlet meget ”voksent”. Der blev heller ikke slået lussinger, som vi dagligt oplevede det på den store kommuneskole. Kammeraterne var spredt over hele byen, så det var slet ikke hver dag, man mødtes med dem i fritiden. Vi var dog 4 klassekammerater, der mødtes en aften om ugen og spillede billard nede i kælderen hos en kammerat. Vi kaldte os ”The Quadrangle” og drak cola, som var ret ny på markedet.
Efter mellemskoleeksamenen kom jeg i gymnasiet – selvfølgelig på den samme skole og med gammelkendte lærere. Jeg var med til at lave elevbladet ”Fenris”. Jeg cyklede rundt til forskellige butikker i byen for at samle annoncer, der finansierede bladet. Det blev vistnok fremstillet med off-set teknik.
Jeg var også – ikke særligt aktivt – medlem af KG (Konservative Gymnasiaster). Jeg husker en mødeweekend på Askov Højskole med andre KG´ere. Vi deltog også i ophængning af valgplakater for partiet, når der var valg.
Det blev også til en weekendlejr og nogle møder i DKG (Danmarks Kristelige Gymnasiaster).
I disse år på gymnasiet 1958-65 deltog mange unge også i store Anti Atomkraft demonstrationer. A-bomben var – og er – et stort spøgelse. Ja, og også den kolde krig. Så der blev i disse år og frem bygget koldkrigsforter, og fx i Katedralskolens kælder i Haderslev blev der indrettet kommandocentraler. – To af dem, jeg i dag spiller badminton med, deltog dengang som hhv. politimand og meddeler til FE (Forsvarets Efterretningstjeneste) i dette hemmelige arbejde.
Som ungdom var vi temmelig autoritetstro, men med Antiatomkraftbevægelsen (1960), hvor unge deltog i islandske sweatere, fløjlsbukser og fodformede sko, var der sået frø til det senere Ungdomsoprør. Mange unge blev tiltrukket af det nystiftede SF – Socialistisk Folkeparti. I 1968 var der for første gang et rødt flertal i Folketinget.
Som søn af en fragtmand (vognmand) fik jeg til min 18 års fødselsdag stort kørekort, så jeg lidt i det små kunne aflaste min far i hans fragtvognskørsel. Han købte en Renault 4, så jeg i gymnasietiden kunne hjælpe med uddeling af gods rundt i Aarhus i min fritid. Så jeg har stort set haft bil til rådighed fra jeg blev 18.
I denne lille bil var vi 3 klassekammerater, der tog på sommerferietur til Østrig. Med en anden gymnasiekammerat tog jeg på en påsketur til Alsass – ”på tommelfinger” (hitch-hiking eller blafning). Et par år senere gentog jeg en sådan tur til Basel med min 2 år yngre bror Verner. Det gav udsyn, og man fik brugt de tillærte sprog. En gratis måde at komme rundt på. Men med meget ventetid på landevejene / motorvejene.
Lige siden 1958 har jeg haft en norsk penneven, som blev finsk gift. Vi har i mange henseender haft et parallelt forløb og besøgt hinanden mange gange – også været på fælles ferier. Således tog jeg efter 2 års militærtjeneste i 1967 med denne penneven og en soldaterkammerat på en 6 uger lang tur via Paris og videre ned gennem Frankrig til Spanien, Italien og Schweiz – igen på tommelfinger. Vi levede på ”en sten” (jeg tabte mig 6 kg), – men fik mange gode oplevelser. Få år senere – i 1972 – indførtes Interrail. Se, det var jo en noget nemmere måde at komme rundt på.
Når flyttet du hjemmefra og hva gjorde du videre ?
Efter studentereksamen i 1965 aftjente jeg værnepligt i 2 år – dels i Varde i Vestjylland og dels på sergentskolen i Ringsted på Sjælland. (I denne vinter 1965-66 lå der sne oktober-april). Jeg var også udstationeret i Oksbøl Lejren – den tidligere flygtningelejr. Kort før min hjemsendelse udbrød den Arabisk – Israelske Seksdageskrig. I den forbindelse mener jeg værnepligten blev forlænget fra 14 til 16 måneder. I 1970erne var den nede på 9 måneder.
Som værnepligtig soldat havde jeg optjent et gratis 6 måneders højskoleophold, som jeg tilbragte i skolebyen Haslev midt på Sjælland. Det første halvår i 1968 på Haslev Udvidede Højskole med 100 elever. Vi befandt os i en dejlig ”boble” med mange gode kammerater og engagerede lærere. – Alle højskoler og uddannelsesskoler i den relativt lille by var tilknyttet KFUM/K (verdensomspændende kristelig ungdomsbevægelse) og Indre Mission (dansk folkekirkelig bevægelse på højrefløjen). I 1970erne opstod der splid mellem de to organisationer, så flere af skolerne blev nedlagt. Byen har siden været igennem en meget stor tilbagegang.
Når og hvordan mødte du Anna-Lise ?
I 1966 – under min værnepligt – ”gen-mødte” jeg Anna-Lise, der nu var vendt tilbage som sygeplejeelev (nu sygeplejestuderende) på Aarhus Amtssygehus. Vi blev ringforlovet i maj 1967, og vi blev gift i januar 1969 i Dalby Kirke ved Kolding. Ultimo 1968 blev der ”lyst” for os i den kirke i Aarhus, hvor Anna-Lise havde bopæl som nyuddannet sygeplejerske. At der under gudstjenesten blev lyst af præsten indebar, at han fra prædikestolen nævnede vores navne og kommende bryllupsdato. Formål: Hvis der var nogen der havde noget at indvende mod dette vores ægteskabs indgåelse, skulle vedkommende melde sig til myndigheden inden en bestemt dato. Denne obligatoriske lysning blev afskaffet – i 1969. Begge vores forældrepar var med på denne særlige dag. – Først ved vores bryllup flyttede vi sammen – i en nyere lejlighed i Holme, en forstad syd for Aarhus. Små to år senere flyttede vi til en gammel lejlighed på Frederiksbjerg, en bydel tæt ved centrum. Her kom vores førstefødte, Mads, til verden i september 1971.
1968-71 var jeg lærerstuderende (tidligere: ”seminarist”) på Aarhus Seminarium, et indremissionsk seminarium ved siden af Aarhus Universitet. I disse år brød ungdomsoprøret ud – uden at jeg var en af frontkæmperne. Bygningerne blev nogle år senere solgt til universitetet, og i dag er lærerseminarierne sammen med andre bacheloruddannelser med i en kæde af VIA University Colleges over hele landet. I Aarhus ligger institutionen nu helt i centrum af byen på det nedlagte bryggeri Ceres ved Aarhus Å. – Jeg havde engelsk og specialundervisning som liniefag. 1971-73 læste jeg engelsk bifag på universitetet. I ledige stunder tjente jeg lidt ekstra ved at køre taxa i byen – ofte om natten.
Som nyuddannet lærer havde jeg lyst til et arbejde udenfor landets grænser. Det sidste år i Aarhus deltog jeg i et lille kursus i grønlandsk mhp. et lærerjob i Grønland. Det blev dog til en lærerstilling i Sydslesvig – inspireret af min kusine, Anna, der var blevet lærer dernede året før i 1972. – Det blev altså ikke os, der kom til Grønland, men Mette med familie der bosatte sig i Grønland – først i Qaqortoq /Julianehåb i Sydgrønland, hvor hun nogle år var …..gymnasielærer.
Hvorfor flyttet du til Tyskland?
Sommeren 1973 rykkede vi teltpælene op efter 21 år i Aarhus. Vores ejendele blev læsset i min fars lastbil, og nu begyndte 21 aktive år i Bredsted i Sydslesvig – 40 km syd for Tønder. Anna-Lise havde fået job som sygeplejerske i Tønder. Hun blev dog hurtigt ”smittet” af mindretalsarbejdet i Bredsted og fik job som sundhedsplejerske i området i 3 år. Derefter lokkede sygehuset i Tønder atter med et arbejde som sygeplejerske under mere ”normale” vilkår. Vores tidshorisont ved den danske skole i Bredsted var kun et par år. Men vi blev grebet af arbejdet og ”ånden” i skole, børnehave og de forskellige, små danske foreninger. Så det ene år tog det andet. Især blev vi grebet af et FDF-arbejde, vi startede i 1980, hvor vores egne børn (Mads 1971, Mette 1979 og Rasmus 1984) – og skolens ca. 120 elever fik et tilbud om ”spejder”- aktiviteter på et kristeligt grundlag. Der var stor og engageret opbakning til dette vores fritidsarbejde – også fra forældrenes side.
I 1994 flyttede vi fra Sydslesvig til Haderslev i Nordslesvig (Sønderjylland). Det er en anden historie, som du finder under https://kirkegaard-familien.dk/hans-kirkegaard .