Af Karl Aage Kirkegaard
Lørdag den 13. august 2022 holdt vi i Kirkegaard-familien slægtsfest på Højbjerg Sognegård. I den forbindelse lavede vi, traditionen tro, en udflugt til Vindum Kirkegård. For mig blev det en kirkegårdsvandring, som jeg ikke har kunnet glemme, og som stadig sidder i mig. Jeg blev indviet i en tragisk hændelse i familiens historie, som jeg hidtil havde været uvidende om.
Vandringen begyndte normalt. Jeg holder meget af at gå på denne kirkegård og mindes de medlemmer af min familie – både på min fars og min mors side – som ligger begravet her. Ofte tænker jeg på, hvordan deres liv og deres skæbne egentlig har været. Hvad har rørt sig i disse mennesker? Hvad har betydet noget i deres liv? Det er egentlig så lidt, jeg ved om dem. Men denne kirkegårdsvandring skal gøre mig lidt klogere.
Jeg standser op foran bedstefars og bedstemors gravsten og mindes mit fædrene ophav. Ved siden af står lille Olgas gravsten. Den er velholdt, takket være vores fætter John i Amerika, som for nogle år siden bekostede en restaurering. Men ellers står stenen, som da den blev rejst i 1938, da Olga døde seks år gammel. En sørgelig begivenhed i familiens historie, som nok kan sætte tankerne i gang.
Da jeg ankommer til gravstedet, er Kristian og Charlotte (Karl Olufs kone) i gang med en samtale om det alvorlige emne børn og døden. De kommer blandt andet ind på tragedien på den franske skole i København under besættelsen.
Vi står lidt ved gravstedet, inden vi går videre. Lidt senere ankommer vi til gravstedet for vores oldeforældre på bedstemors (Kirstines) side: Mogens Bødiker og Elisabeth Bødiker (oprindelig Mogens Nielsen og Elisabeth Nielsen). Jeg vidste faktisk ikke, at de havde et gravsted her, så jeg læser med interesse, hvad der står på gravstenen:
Nederst på stenen står et tredje navn: ”Niels Bødiker”. Jeg får at vide, at Niels Bødiker var søn af Mogens og Elisabeth Bødiker. Han var altså bedstemors bror.
Niels Bødiker blev aldrig gift. Allerede da Mogens Bødiker døde i 1934, blev der gjort plads til, at hans navn kunne stå på gravstenen, selv om man vidste, at han måske først ville dø mange år senere. Man var åbenbart sikker på, at han aldrig ville blive gift.
Den største overraskelse – og det største chok – får jeg, da jeg, her foran gravstenen, får oplyst, at han engang huggede sin hånd af! Anledningen var, at han havde læst følgende ord af Jesus i Bibelen: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du må ikke bryde et ægteskab.’ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig, for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.” (Matthæusevangeliet, kap. 5, vers 27-30)
Det er faktisk første gang, jeg har hørt om nogen, der har taget dette skriftsted helt bogstaveligt. Da jeg hører om hændelsen, er min umiddelbare reaktion – som jeg højlydt giver udtryk for – at netop dette skriftsted efter min mening er det tydeligste eksempel på, at Jesus brugte overdrivelse i sin forkyndelse. Jesus mente selvfølgelig ikke, at alle mænd, der kaster et lystent blik på en anden mands hustru, skal hugge deres højre hånd af. Nej, hans mening var – med overdrivende vendinger – at understrege vigtigheden af buddet: ”Du må ikke bryde et ægteskab.”
En af de omkringstående siger: ”Han var syg.” Ja, det er selvfølgelig en forklaring. Men er der ikke en glidende overgang mellem psykisk sygdom og psykisk sundhed? Ved nærmere eftertanke gribes jeg af en dyb medfølelse med denne mand. Hvilken overbelastet samvittighed må han ikke have haft, da han læste de Bibelord! Og hvilken skæbne må han ikke have haft!
På bedstefars og bedstemors bryllupsbillede fra 1916 står han yderst til højre i bagerste række. På dette tidspunkt var han en yngre mand på 33 år, og han havde endnu ikke udført sin uhyggelige gerning.
Onkel Kristian i Spjald har fortalt følgende om Niels Bødiker: På det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var han nogenlunde velfungerende. Han havde sit eget landbrug på en ejendom ved Tange (på Nørrehedevej). Han var dog allerede dengang en sortseer. Han kunne blive grebet af tunge tanker. Det var en vigtig grund til, at han aldrig blev gift.
Med tiden udviklede han en stadig mere overspændt religiøsitet. Han var plaget af stærke følelser af synd og skyld. På et tidspunkt kom han ind i en dyb depression. Og det var under denne depression, at han læste ordene i Bibelen: ”Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig, for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.” De ord ramte ham så stærkt, at han efterlevede dem bogstaveligt: Han tog en økse og huggede sin højre hånd af.
Det hele endte med, at han blev indlagt på Viborg Sindssygehospital, som det hed dengang. Her tilbragte han resten af sit liv – flere årtier – indtil han døde i 1967.
Hvilken skæbne!
Kirkegårdsvandringen fortsætter. Jeg ender ved gravstedet for vores oldefar på bedstefars side: Morten Kirkegaard. Gravstenen har form af et træ – næsten som et symbol på, at han var vores stamfader. Denne gravstenstype er usædvanlig i vores tid, men den var ikke unormal i tidligere tider.
Vi står en stund og mindes Morten Kirkegaard – vores fælles forfader, som ingen af os har kendt, men som alligevel lever i slægtens hukommelse.
Vandringen på Vindum Kirkegård er forbi. Vi vender tilbage til Højbjerg Sognegård, hvor vi fortsætter slægtsfesten.