Af Martin Kirkegaard 2003, 2004, 2005
♦♦♦
Julehilsen 2003
Kære alle.
Så står julen for døren og dermed slutningen på året 2003. Året der indeholdt en god slægtsfest med god tilslutning og god stemning.
Det var hyggeligt at få hilst på så mange i familien. Som noget nyt fik vi startet en hjemmeside på internettet. Det er glædeligt, at en del har fået skrevet deres biografi til hjemmesiden. Der spores dog en vis berøringsangst fra nogle, den må vi se at overvinde.
Husk vi sang i søndagsskolen: ”Frem du lille kæmpetrop, løft dit sejrsbanner op”. Det bliver mere interessant, hvis vi ikke bare skal se på navne og datoer.
Hos Elin , der bor i Nordsjælland, indtraf i sensommeren en glædelig begivenhed. Børnene Nete og Julius, der ikke var blevet døbt som små, da deres far Emil Bier bekendte sig til den jødiske tro, blev døbt i Esbønderup kirke.
Det var meget højtideligt. Præsten, Svend Kjærgaard, lod dem vente i et rum til alle kirkegængerne var på plads, der var mange i kirke, da det var høstgudstjeneste. Alle rejste sig, da præsten sammen med Nete og Julius kom gående op gennem kirkegangen. Da de var døbt og gudstjenesten var slut, rejste alle sig, og præsten gik så sammen med børnene og os som dåbsvidner, ud af kirken. Derefter var der spisning i konfirmandstuen.
Alderen begynder efterhånden at mærkes på os, der er tilbage i søskendeflokken. Nogle magter ikke mere at fæstne en julehilsen til papiret, selv om de gerne ville.
Hos Kaj og Lisbeth bliver kræfterne mindre. Man kommer til at tænke på en lovsang af Grundtvig, den som er en af de første i salmebogen: ”Alt hvad fuglevinger fik, og alt som efter fugleskik, med sanglyd drager ånde”.
Det har Kaj forstået. For mange år siden, når vi var samlet på Enggården, sad vi tit mange i små stuer. Da glædede det Kaj, når der var en, der foreslog en sang. Så kunne Kaj, som Grundtvig beskriver det: ”Med sanglyd drage ånde”.
Hos Meta og Hans Arne i Hemmet mærkes også tidens tand. De kan glæde sig over, at alle deres børn og børnebørn har det godt, og alle bliver nævnt i deres aftenbøn.
Ellers bliver julen holdt i verdslighedens tegn. Forretningerne har alle haft stor omsætning. Mange legetøjsbutikker har halvdelen af deres handel i december måned.
Men vi kan glæde os over det glade budskab, om frelserens komme til jorden, og vi kan synge med på de mange dejlige julesalmer, nye som gamle.
En gammel julesang: ”Vidte naturen at verdnernes Herre”, synges ikke så meget mere.
Der er et vers, der lyder: Kom da min Jesus velkommen til verden, for i mit sted at afgøre min sag. Så jeg engang kan i helgenersorden, sidde til bords på fuldendelsens dag. Du har jo tegnet mig i dine hænder, derfor jeg ved jeg i sandhed er din. Lever på nåden hvad end der mig hænder, ved at din salighed også er min.
Sangen stammer fra en tid, hvor man ikke så et problem i at erstatte begrebet tro med viden. Det går jo ikke i vor moderne og lidt for materialistiske tid.
Alle i familien ønskes hermed en Glædelig Jul og et Godt Nytår.
♦♦♦
Julehilsen 2004
Kære alle.
I denne søde juletid tør man sig ret fornøje,og bruge al sin kunst og flid, Guds nåde at ophøje. Ved ham, som blev i krybben lagt,vi vil af ganske sjælemagt, i ånden os forlyste. Din lov skal høres, frelsermand, så vidt og bredt i alle land, at jorden den skal ryste.
Sådan skrev salmedigteren Hans Adolf Brorson for næsten tre hundrede år siden. Det var i en meget strengere tid end den, vi nu gennemlever. Der var sult og fattigdom, sygdom og nød.
Tatere, natmænd og stratenrøvere huserede på egnen, så det var svært at opmuntre folk til at glæde sig.
Brorson mente da heller ikke, at man skulle more sig med fjant og fjas; men som han skriver, vi skal os ret fornøje. Dermed mener han, at vi skal glæde os over, at Gud sendte sin søn til jorden for at sone hele verdens synd.
Julen er som sædvanlig over os med stor festivitas og meget stor købelyst. Regeringen har været gavmild med gaver til folket i form af skattestop, ældreydelser og afdragsfrie lån, så pengene sidder løse hos folk, og det nyder børnene godt af. Bare de kan tåle det.
Vi kan alle i familien glæde os over et godt helbred, men alderen mærkes. Frede er flyttet til et diakonplejehjem i Odder. Der er morgenandagt hver dag, så der føler han sig godt tilpas. Vi syv, der nu er tilbage i søskendeflokken, er tilsammen over 550 år. Hvis bare en af os dør, kommer vi aldrig over 500 år igen.
I august havde vi den glæde at blive inviteret med til vor svigerdatter Kirstens 100-bogs-jubilæum. Det var en særlig oplevelse. Karl Aage er af Statens Kunstråd blevet opfordret til – mod klækkelig betaling – at skrive en essaysamling om folkekirkens stilling – herunder om Grosbøl-sagen – og om fremtiden.
Den kedelige sag begyndte med, at pastor Thorkild Grosbøl, der er præst i Tårbæk, der ligger nord for København, og som hører under Helsingør stift, skrev en bog, som han gav titlen En sten i skoen. Bogen handler om tvivlen, som alle kristne har mærket til. Vi synger i en salme Når tvivlen stormer mod min tro med mange vilde tanker. Bogen vakte ikke stor opsigt, og det blev han lidt småfornærmet over.
Præsten satte så trumf på, så han udtalte sig til pressen – at han ”ved Gud” ikke troede på Gud. Gud havde abdiceret til fordel for mennesker.
Han satte dermed Helsingørs biskop i en meget vanskelig situation. Biskoppen mandede sig op og fratog ham retten til at gå på prædikestolen.
Her står så sagen nu, og han kan vel forvente en kirkeretskendelse.
Vi er mange, der er lidt utrygge ved situationen. Vi føler, at landets biskopper er lidt for valne. Hvad ville ikke den gamle troskæmpe, salmedigteren Grundtvig, have tænkt, om han havde levet? På hans tid var der en næsten lignende sag. Da udtalte han i en prædiken: Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus? Han skrev salmen:
Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige, kalder og danner et kongeligt folk sig tillige. Riget skal stå. Salighed folket opnå – trods alle åndernes krige.
Kirkegaard familien ønskes hermed en rigtig glædelig jul samt et godt nytår med fred i alles hjerter.
♦♦♦
Julehilsen 2005
Kære alle.
Nu nærmer sig Julen. Som tiden dog går hurtigt; men det er vel fordi, vi har det så godt, at tiden løber hurtigt.
Vi har i efteråret mistet vor søster Dina. Hun blev 84 år og må siges at have haft et lidt turbulent liv, ikke materielt og jobmæssigt – hun blev en anerkendt og afholdt sygeplejerske – men på familieplanet, kom der lidt malurt i bægeret. Hun levede i en årrække sammen med en gift mand. Da hans kone døde, blev de gift, men da lå han i sygesengen. Præsten, der foretog vielsen, spurgte Dina: ”Vil du have Knud Mortensen, som hos dig er, og leve med ham, til døden jer skiller?”. Dina svarede – skønt begyndende senil – med klar røst: ”Ja.” Det gav dem tre uger som ægtefolk. Så døde Knud. Nu ligger Dina i graven ved siden af sin elskede Knud. Æret være deres minde.
Mens vi er blevet forskånet for uheld og naturkatastrofer rent materielt, kan man ikke sige det samme på det religiøse plan. En præst havde for lidt tro, og et menighedsrådsmedlem lidt for meget (reinkarnation). Thøger Seidenfaden, der er redaktør af Politiken, skrev: ”Jeg tror ikke på Gud af den simple grund, at han ikke findes.” ”Ritt Bjerregård, ny overborgmester, siger: ”Jeg tror på et liv før døden.” (underforstået: ikke efter) Og skuespilleren Ole Testrup: ”Om der er et liv efter døden, det må guderne vide; jeg ved det ikke.” Fælles for disse udtalelser, der får lov til at stå uimodsagt i pressen, fordi de alle har mange meningsfæller, er, at de alle står aldeles uforstående over for begrebet en levende saliggørende tro.
C. O. Rosenius, der levede i Sverige i 1800-tallet, udgav et blad, han kaldte PIETISTEN. Når han skrev, var der både spørgsmål og svar, og tit lange svar. ”Hvis du spørger”, skrev han, ”hvordan kan jeg vide, om min tro er ret og sand, da kan vi svare: Du kan begynde med at betragte en nåde, som alle har, også de vantro. Hvad er det da for en nåde, alle har, også de vantro? spørger du.” Rosenius regner op: ”Det er en erhvervet syndsforladelse. Det er en forsonet Gud og far. Det er barnekår hos Gud. Og det er arveretten til Himlen og saligheden. Det er en nåde, som alle har, også de der ikke tager imod det. Gaven ligger parat. Ved at betragte dette salige emne, ” skriver han videre, ”kan du komme i besiddelse af en nåde, som ikke alle har. Hvad er det da for en nåde, som ikke alle har? Spørger du.” Rosenius regner op igen: ”Det er et med Gud forligt hjerte.” Det er bortkastelse af egen kunnen. Det er en god samvittighed. Og sidst, men ikke mindst, en levende saliggørende tro.
I Jobs bog siger Gud: ”Kan du knytte syvstjernens bånd? Kan du løse Urions lænker?” Det kunne Job ikke, men kan kunne sige: ”Tal Herre, din tjener hører.”