Om Paradiset

Af Karl Aage Kirkegaard – juni 2008

 Min fætter Hans Kirkegaard har spurgt, om der er nogen, der ved noget om et sted, der hedder ”Paradiset”, og som skulle ligge i nærheden af hans fødehjem ved Ans.

Jeg kan kaste lidt lys over sagen. Jeg har som en anden Blicher udspurgt folk på Rødkærsbro-egnen. På Viborg Tekniske Gymnasium, hvor jeg er lærer, har jeg en kollega (Bente Danielsen), som bor på egnen. Hun har en nabo – Per Østergaard – som har boet på egnen i mange år, og her er, hvad han kan berette:

 ”Paradiset” er en betegnelse for området i forbindelse med en ejendom, som ligger mellem Rødkærsbro og Elsborg (Kjellerupvej 25). Ejendommen har gennem tiden haft mange ejere. På et tidspunkt fik ejendommen en ejer (Per Østergaard ved ikke, hvem det var), som blev så begejstret for området (de fire tønder land jord, han købte), at han kaldte det for ”Paradiset”. Han sagde tit: ”Det er som at bo i paradiset.”

På baggrund af oplysninger fra Per Østergaard – og fra Jens Thomsen, som har boet på egnen siden 1950-erne – kan vi tillade os at gå ud fra, at denne navngivning er sket mellem 1850 og 1930. Mere præcist kan vi ikke sige det. 

Jeg har imidlertid også hørt en anden forklaring på navnet; en forklaring som jeg har fået af den nuværende ejer (som dog ikke virkede helt sikker på den): Ca.100 meter længere oppe ad Kjellerupvej ligger der en anden, lidt større ejendom, kaldt ”Paradisbakken”. Her blev der jævnligt holdt fester. Sent på aftenen kunne nogle af de mere løsslupne finde på at sige: ”Nu går vi ned til Paradiset.” Og så gik de derned og ”hyggede sig”.

Jens Thomsen tror dog ikke på, at det er den rigtige forklaring. Han mener bestemt – ligesom Per Østergaard – at den første forklaring må være den rigtige.

Nogle har undret sig over, at stedet er blevet kaldt Paradiset, men da jeg så det, kunne jeg godt se, at der er noget idyllisk over dalen med bækken nede i bunden. 

Paradiset
Paradiset (tv) og den præcise beliggenhed som angivet på “Google Earth” (th)

 

Efterskrift v./red.: Andreas Kirkegaard (1890-1960), som denne familiehjemmeside tager udgangspunkt i, og Søren Kirkegaard (1897-1984) var brødre. Deres far Morten Jensen Kirkegaard er født i 1962 i Elsborg ca. 15 km sydvest for Bjerringbro. I nogle erindringer om sit barndomshjem skriver Søren Kirkegaard: Fars fødehjem i Elsborg ligger lidt overfor det saakaldte Paradis ad Vejen fra Rødkærsbro til Elsborg til venstre naar vi er kommet op ad bakken.(se Slægtsoversigten “Efterkommere af Morten Jensen Kirkegaard og hans tre koner”).