Af Kristian Kirkegaard – august 2016
100 års dagen for Kirstine og Andreas Kirkegaards bryllup – den 16. august 1916 – bliver fejret i dag ved slægtsfesten 2016. Jeg kan af gode grunde kun huske ¾ af de 100 år. Jeg husker ikke min søster Olga, som døde, da jeg var 2 år gammel – kun at min mor sagde, at hun var meget mere artig end jeg var. Det er sikkert rigtigt.
Jeg husker tyskerne og besættelsen (1940-1945) og fars soldaterkammerat – en jaget politimand, som jeg spillede skak med. Af sikkerhedsgrunde boede han kun hos os et par måneder. Han gik af som politimester i Ringkøbing, da vi kom til Spjald i 1963, men jeg nåede desværre aldrig at hilse på ham.
Bortset fra tørkeåret 1947, hvor min søster Lisbeth var forkarl og jeg andenkarl, og hvor far arbejdede i tørvemosen tidligt om morgenen for derefter at tage en formiddagssøvn på høloftet, så gik det godt med det lille landbrug frem til 1956, hvor mor og far efter 40 slidsomme år burde have været indstillet til den kongelige fortjenstmedalje.
De fik i stedet en uforglemmelig tur til Illinois. Det blev deres livs store oplevelse. En anden stor oplevelse for dem var, da de efter 16 måneder i USA kunne komme hjem til et nyt hus i Tange. Det var dem en stor glæde.
Karl Aage har bedt mig kommentere den sang, vi nu skal synge JEG ER EN SIMPEL BONDEMAND. Fynboen Mads Hansen skrev den i 1866. Han har blandt andet også skrevet sange som ”For alle de små blomster, ”Jeg ved hvor der findes en have så skøn” og ”Marken er mejet”. Han var selv landmand og overtog slægtsgården i Vester Skerninge.
Udtryk som ”simpel bondemand” og ”ringe stand” ville jeg ikke bruge i dag. De må vist pege tilbage på stavnsbåndets tid. Jeg håber så til gengæld ikke, at den klare kilde og den friske luft kun hører hjemme i 1866.
I vers 2 rammer han idyllen på landet med fuglesang, der smitter, når han synger til arbejdet, så det giver ekko fra skoven.
I vers 3, hvor han er træt efter dagens arbejde, er han nu frisk i sindet og glad og føler sig privilegeret i forhold til alle andre.
I sidste vers glæder han sig over også at kunne kæmpe på åndens grund for fædreland og sprog. De sidste linjer er så lette at skrive til andre. Så vidt jeg kan se, blev han selv hjemme i 1864.
Jeg tror ikke, at far ville kalde sig en simpel bondemand. Han vidste godt, at ”Enggården” netop lige havde 1 td. Hartkorn, men det var nok til at kalde sig for gårdmand.
Fars motto var: ”Gudsfrygt, flid og nøjsomhed”. Det var den rækkefølge og prioritering, han levede efter og ønskede at give videre til os.