”En Familiehistorie” Filmanmeldelse

Af Jørgen Kirkegaard – februar 2004

Endelig!  – Så kom den video/DVD “En Familiehistorie“, jeg har gået og glædet mig til siden slægtsfesten 2003. Forventningsfuld og med en god kop kaffe indenfor rækkevidde, satte jeg båndet i maskinen.

Frede og Martin får sat nogle erindringer på plads om deres fars og mors baggrund, om Genforeningen i 1920 og om Gullaschbaroner.  – Martin kan ikke helt forstå, hvorfor Frede ikke kan huske noget fra sit første leveår. Selv om man siger, at gamle mennesker bedst husker oplevelser fra langt tilbage, i modsætning til hvad man lavede i går, er der ifølge Frede her grænser for, hvad man kan huske.

Martin og Kristian genopfrisker hændelsen, da Kristian så rasende kom i stødet. Det var en alvorlig hændelse, der faktisk bragte Kristians liv i fare.

Fængslende er det at høre Kristian fortælle om sit barske arbejdsliv som stor knægt. Det er forståeligt at han, da chancen bød sig, kastede sig ud i uddannelsen til lærer. Til far Andreas’ sorg, men til mor Kirstines glæde.

Interessant er det også – om end på en alvorlig baggrund – at høre mere detaljeret om den måde Andreas omkom på, og hvordan alle blev berørt af det. Noget vi yngre generationer måske ikke har hørt før.

Og så den lille Olga, som kun blev 6 år. Jeg har altid troet, at det var tuberkulose, hun var syg af, men det var jo så dobbeltsidig lungebetændelse.

Frede har fortalt mig følgende bevægende erindring: Frede var ude at tjene som 19-årig på Skovgården, hvor han jo for øvrigt mødte sin Gutte. Han var hjemme på Enggården, mens Olga lå på dødslejet. Frede overværede da følgende ordveksling mellem Kirstine og Olga. Bette Olga, vil du helst blive rask, eller vil du helst hjem til Jesus?  Hvortil Olga svarede: ”Så vil jeg helst hjem til Jesus”.

Den er godt nok hård, men Kirstine har godt vidst, at der ikke var mere at gøre. Olga har sikkert været så træt og afkræftet, at hun gerne ville have en ende på det. – Ret kort tid efter kunne hun have været reddet af penicillinen, som faktisk allerede blev opdaget næsten 10 år tidligere. – hvilket filmen redegør for i detaljer.

Jeg synes, at filmen er fremragende lavet. Dialogen og samtalen får dejlig plads. En god interviewer bemærker sig ved at spørge meget lidt, hvilket her er tilfældet. I stedet gives der plads og skabes rum til den fortælling, som er så givende at høre.

En lille specialitet er de bemærkninger, der popper op hist og her, f. eks. ved fortalelser eller sjove ord og vendinger. Eksempelvis når Aage siger ”Iron-tæppe”, eller når Frede ikke kan huske, at det hedder ”høretelefoner”.

Beretningerne kommer i en lind strøm og på charmerende og interessant vis, når de tre skønne søstre Meta, Lisbeth & Mie beretter om tiden, hvor det nye stuehus blev bygget. At Meta mest arbejdede ”udenpå”, mens de andre forsøgte at gemme sig for far Andreas, der straks ville sætte dem i gang med noget fornuftigt i stedet for strikkeri – ” det tidsspilde ”.

Hukommelsen spiller dem et lille puds, da de rørende enige fortæller om ”besætningen” (Mie´s udtryk for besættelsen) i 1939. Det var jo i 1940 det skete i Danmark.

Lisbeths erindring om, da hende og Ejnar er ovre hos Faster for at høre krystalradio, er helt suveræn. Lisbeths lune bemærkning om, hvor pinligt det måtte have været at komme i byen med sådan en dum lillesøster.

Gribende er det også at høre Augie (Åge) fortælle om ”flugten til Amerika”, som imidlertid slet ikke var nogen flugt, men derimod en visionær selvvalgt rejse. – Det har været barskt i starten med 2 små børn at skulle ”settle down”. –  Dejligt at familien overthere har været så gæstfrie og tillige gode til at komme ”hjem” til Danmark, så resten af familien også har haft gode muligheder for at følge med i deres liv og levned. Rørende er Augies afsluttende bemærkning om at ”både Danmark og USA har været gode for os”.

Filmen er ind imellem de forskellige beretninger forsynet med et stort antal faktuelle og historiske oplysninger, der er med til at sætte familiens historie i relation til den officielle Danmarkshistorie. Sammen med Martin Kirkegaards skrift “Om Far og Mor – en krønike” fra 2000, kan den yngre del af familien få en ganske god forståelse for dens rødder, og den verden som vores bedste-, oldeforældre og tipoldeforældre voksede op i. Dette gør, at andre end hardcore familiemedlemmer også kan have interesse for filmen. Filmen fortæller også et stykke Danmarkshistorie (gennem 100 år), set med en ganske almindelig landbofamilies øjne.

Rigtig go´ fornøjelse!