Slægtsfesten i ”Lystruphave” 1993 var noget særligt, fordi alle familiemedlemmer fra 1., 2. og 3. generation var indbudte og tilstede; herunder den amerikanske del af familien fra Illinois. Yderligere deltog to amerikanske slægtninge, Elisa og Maren, der gennem en avisartikel et par år tidligere havde søgt ”relatives” i Danmark, og som herved havde fået kontakt til Martin Kirkegaard (1923-2011).
Til festen i ”Lystruphave” havde Martin Kirkegaard, som på det tidspunkt var 70 år, forfattet en tale og en sang, der her nedenfor er gengivet.
♦♦
Vor dronning Margrethe den anden havde for nogle år siden en Hofmarskal, der hed Hans Sølvhøj. Ordet Hofmarskal er et gammelt ord. ”Hof” betyder ”Kongelig”, ”mar” (eller ”mær”) betyder ”hest” og ”skal” betyder ”holder”; altså ”Hofmarskal”, der nu er en fin titel. Titlen har rod tilbage til den tid, hvor det var nødvendigt for kongen at have en mand til at holde ved hestens hovedtøj, så den ikke skulle løbe væk, når han satte foden i stigbøjlen. En kongelig hesteholder.
Hans Sølvhøj talte for nogle år siden ved Rebild festen. Her fortalte han dansk-amerikanerne, at han for år tilbage havde været i Amerika, og at han der af nogle amerikanere havde fået undervisning i, hvordan man skulle gebærde sig, når man skulle tale til store forsamlinger: ”Du skal bare begynde med at fortælle, hvad du har tænkt at ville sige; så skal du sige dét; og så til sidst skal du fortælle, hvad du har sagt. Så går tiden godt, og alle tilhørere er tilfredse”. Og nu, ”ladies and gentlemen”, vil jeg så fortælle jer, hvad jeg har tænkt mig at sige.
I har sikkert lagt mærke til, at der sidder et par yndige damer iblandt os. De hedder Elisa og Maren. De er vores næstsøskendebørn. Søskendebørn har samme bedsteforældre. Næstsøskendebørn har fælles oldeforældre. De er efterkommere efter vor bedstefar Mortens yngste bror Søren (bedstefar Morten Jensen Kirkegaard f. 1862; yngste bror Søren Jensen Kirkegaard f. 1870; red.). Jeg hørte som dreng ham (Søren) omtalt som DEN FORTABTE SØN. Men herom senere.
Vi har ikke i vor familie haft tradition for slægtsforskning. Måske kommer det af de religiøse vækkelser omkring 1880. Mor (Kirstine Kirkegaard; red.) skrev en del breve som ung, men så blev hun gift, fik mange børn, og så blev det ikke til mere. For øvrigt brød de sig slet ikke om at tænke på tiden før 1880, for da vidste de, at deres forældre havde levet et verdsligt liv. Far (Andreas Kirkegaard; red.) gav dog et bidrag til vor slægts historie; han skrev på indersiden af bindet i sin bibel, først sit eget navn, så mors, og derefter vi børns navne, efterhånden som vi dukkede op, alle med fødselsdag og år. Det blev, som vi husker, til tolv navne.
Vi vil gerne i dag sige tak til Olga Kirkegaard, at hun fortsætter traditionen, jeg tænker på Slægtsbog (1978) med slægtskarrusellen, der efterhånden er blevet ret så omfattende.
I året 1887 sker der en tragedie i vor familie. Vor oldefar, og det gælder også Elisa og Maren, Mads Jensen Kirkegaard, der arbejdede dels som landmand og dels som murer, falder ned fra et stillads og omkommer. Han er da 55 år gammel. Hans kone er tre år yngre. Hun hedder Kirsten Marie. Hun er nu alene med børnene (Dorthea, Jens, Karen, Morten, Maren og Søren; red.). Den ældste dreng hedder Jens, han er 30 år og vor bedstefar Morten er 25 år. Den yngste hedder Søren, og han er 17 år gammel. Det er ham, vi som børn får omtalt som den FORTABTE SØN. Det ligger nu i luften, og var vel også sædvane på den tid, at nu var det så børnene, og i særdeleshed den ældste søn, der skulle tage hånd om moderen.
Det huede ikke Jens; han og flere af børnene forsvandt sporløst.
Kirsten Marie, der levede til hun blev 87 år gammel, så dem aldrig mere. To af hendes børn, datteren Maren, som blev gift med en træskofabrikant i Sjørslev, og vor bedstefar Morten, sørgede for, at hun kom til at bo i et lille hus ved Rødkærsbro ved venstre side på vejen mod Elsborg.
Jens kom med et murerhold, der byggede mejeriskorstene på Sjælland. Han bosætter sig i Helsingør og stifter familie. Vi har haft forbindelse med nogle af hans slægtninge.
I 1935 er Jens 81 år gammel. Da dukker han pludselig op hos sin bror Morten, vor bedstefar Morten Jensen Kirkegaard, der da bor i Tange. Begge to kommer de op på Enggården for at besøge os. Jeg er da tolv år gammel. Far fortæller mig, at den gamle fuldskæggede og hvidhårede mand, der er med bedstefar, er farbror Jens. Den tror jeg ikke på, jeg vidste nok, hvordan farbror Jens så ud, men det var jo fars farbror Jens. Uden at nogen omtalte det, var det ved den tid, at Kirsten Marie kunne være fyldt 100 år. Hun var imidlertid død 13 år tidligere.
Men Søren, DEN FORTABTE SØN, ved vi ikke meget om. Han fandt sig en pige fra Thisted, men om han har haft arbejde deroppe, ved vi ikke. Så vi er meget taknemmelig for de oplysninger, vi kan få fra Amerika. Vi ved nu, at han i 1904 kom med en båd, der sejlede til Amerika. Så nu forstår vi bedre udtrykket DEN FORTABTE SØN.
I vor oplyste kommunikations tidsalder er det mærkeligt at tænke på, hvor let folk kunne blive væk for hinanden. Elisa måtte gøre tre danmarksrejser, inden det lykkedes for hende at få kontakt. Hun er nu ovenud lykkelig over, at hun fandt sine rødder.
Vi ved nu, at Søren efter et års forløb fik en kone derover, og at de sammen fik en søn, der kom til at hedde Martin. Han lever og er 88 år nu, her i 1993.
Til sidst lidt tal. På Enggården var vi ti søskende, syv af os er stadig i live. Vi er i år tilsammen 472 år. Med Ejnar og Emma i 1991 var vi tilsammen 626 år. Hvis vi syv, om Gud vil, stadig er i live i 1997, er vi tilsammen 500 år.
